|
Om brygmesterenVælger man at kalde sin produktion for et bryghus, er man vel også nødt til at tilegne sig titlen brygmester. Det har jeg så gjort, så her er lige et par ord om personen bag og hvordan det hele startede. Jeg hedder Peter, og vil prøve at fortælle det væsentligste, selvom det også kan gribe om sig. Til en fest var vi nogle stykker, der snakkede om at brygge vores eget øl. Nogle måneder senere var jeg til en 30-års fødselsdag, hvor jeg bl.a. sad til bords med en gut der hedder Sune. Han er faktisk "skyld" i det hele, for efterhånden som vi drak rødvin og snakken gik, fandt han (og egentlig også jeg selv) ud af, at min kone Line faktisk har brygget øl under sin uddannelse til farmaceut. Her gik jeg og troede at hun "kun" vidste en masse om produktion af lægemidler, og så har hun holdt det mere eller mindre hemmeligt, at hun faktisk har LÆRT hvordan man brygger øl under kontrollerede forhold. Så var det at netop Sune undrede sig over, hvofor vi så ikke havde brygget øl derhjemme, og det satte tankerne i gang. Det skulle da prøves. På nettet blev der de efterfølgende uger brugt en del aftener på at læse en masse om andres erfaringer. Generelt kan det siges, at håndbryggere er nogle meget hjælpsomme mennesker, og jeg har stadig stor glæde af de mange fora der findes rundt omkring til den slags. Jeg fik et fornuftigt overblik over, hvad der skulle bruges af udstyr, og med mit "krejlergen" i bagagen fik jeg fat på hovedparten af det udstyr, der skulle bruges. Jeg har ikke den fjerneste øl-relaterede uddannelse, men har både teknisk snilde samt evnen og lysten til at sætte mig grundigt ind i teorier om nye ting. Herunder det at brygge øl. Line derimod ved en "hulens masse" om produktion af lægemidler, og det er et af de områder, hvor der - set med mine øjne - stilles ekstremt høje krav til både renlighed og at man har styr på sine arbejdsgange. Begge dele noget, der er vigtigt for at kunne brygge godt øl. Hun har også styr på, hvornår noget er rent og hvornår det ikke er - noget som vi almindelige dødelige blot vurderer med det blotte øje (og får skældud for den slags sløseri...) |